« VW’s nye kampagne: Den ikoniske undskyldning | Main | Kapitalfondene deler vandene »
Thursday
Oct012015

Do's and Dont's når børn og unge skal på dagsordenen

 

Jeg holder i dag kl. 14.40 oplæg i Egmontfonden om, hvad den målrettede kommunikationsindsats skal omfatte, når det handler om at sætte børn og unge på dagsordenen.

Har samlet tanker lidt i så henseende - så her er, hvad jeg taler henover.

Allerførst kan man jo spørge, om børn og unge overhovedet skal på dagsordenen – også mere tydeligt end i dag? Men det skal de. Fire temaer - sundhed, indvandring, økonomi og beskæftigelse - er ifølge alle analyser af den offentlige mening det, der fylder på danskernes dagsorden som det vigtigste i den politiske debat.

Så børn og unge er på den måde ikke magtfulde meningsdannere i det politiske og mediemæssige rum. De fylder groft sagt kun, når de passer ind i de fire store temaer: Børn skal være skoleparate, have gode karakterer og siden skaffe sig job og dermed bidrage til samfundsøkonomien. Alt sammen er vigtigt - men noget andet er mindst lige så vigtigt: At børn og unge skal kunne mestre livet, være nysgerrige, kunne samarbejde, være kreative, have det sjovt, trives og være aktive samfundsborgere. Det håber jeg, at vi i denne kreds er enige om.

Så børn og unges liv skal på dagsordenen på en langt mere kvalificeret måde end i dag; dét er udgangspunktet for, at jeg her på kort formel opridser 3 præmisser (hvad rammesætter kommunikationen?) og 3 dogmer (hvordan skal man kunne kommunikere?).

Bemærk i øvrigt oplæggets titel: Børn og unge på dagsordenen – er det kommunikation mellem voksne om børn, eller er det kommunikation fra voksne til børn? Det er en klassisk udfordring i kommunikationsverdenen: De er de professionelle interessenter – og så er der slutbrugeren. Der er også i dette tilfælde de fagprofessionelle – og så børnene. I min verden skal de to verdener i størst muligt omgang smelte sammen: Kommunikationen mellem de fagprofessionelle, skolefolkene, journalisterne, fondene skal emme af den tone og det indhold, der også vedkommer børnene.

3 PRÆMISSER:

Præmisserne er de rammesættende betingelser, der afgør hvilke krav, vi kan sætte til kommunikationen og de vilkår, der afgør, om den fingerer efter hensigten.

  • Kulturrevolutionen

Vores måde at tale om børn på et påvirket af den kulturrevolution, vi har gennemlevet i de sidste 50 år. Det er en ændring af familien – vi har fået en moderne netværksfamilie, hvor børn er ligeværdige partnere – og en demokratisering af voksen-børn relationer: børn har fået indflydelse – og autoriteterne er blegnet.

Udviklingen i de seneste 30 år repræsenterer også konkrete nybrud i udviklingspsykologien og den pædagogiske tænkning. I moderne udviklingspsykologi og pædagogisk teori opfattes børn i dag som selvstændige og aktive individer, der udvikler sig gennem relationer og interaktion med andre voksne og børn. Konkret kan vi iagttage det i bl.a. tankerne om den udelte skole, pædagogiske tanker om differentieret undervisning og inddragelse af eleverne samt afskaffelsen af retten til at slå Det kan ses i skolelovgivningen, Det er en fundamental anden måde at opfatte børn og unge på end tidligere. En tilgang som også naturligt implicerer, at børn har rettigheder – og at de gør brug af dem med rod i konventioner mv.

Summa summarum: Børn i dag er subjekter i deres eget liv – de har rettigheder, kan kræve at blive hørt og forventer indflydelse. Forskningen viser (og jeg henviser her til en professor i børne- og socialpsykologi i min egen, umiddelbare familie), at  8 ud af 10 børn bliver faktisk også inddraget i familiens overvejelser, når der skal træffes beslutning om køb af nyt og større forbrugsgode – tv, bil eller rejse. Børn i dag er mennesker, med deres særlige karakteristika – præcis som voksne er det. Derfor er børn også nærmere bestemt ud fra alder, køn og social baggrund. De er ikke bare ”børn”.

  • Kommercialiseringen

Om markedsføring, børn, forbrug og forældre er meget sagt – det vil sige om barndommen som lig med købekraft, børn som lig med forbrugere. Manipulation og profit er i højsædet, etik derimod markant fraværende. Hverken emnet eller bekymringen er ny. I stigende grad har forældre, pædagoger og andre voksne tæt på børn råbt vagt i gevær over for mere og mere aggressiv markedsføring med reklamer tæt på det uanstændige.

Plagekraft er det ord som markedsførere bruger om børns indflydelse på familiens forbrug. Og for dem er det positivt, barnets plagen om deres produkt viser at de er lykkedes med deres branding over for barnet. Senest har en ny forbrugergruppe fået sit eget navn Tweens, de 6-12 årige (in between). De skulle være mere påvirkelige end teenagere og have endnu mere magt over familiens forbrug. Om det alt sammen i virkeligheden er tegn på et sygt system og helbredsmæssigt og emotionelt nedbrydende for barnet er i sig selv en interessant diskussion- rigtigt meget kommunikation til børn og unge handler nemlig kun om indtjening, penge, profitmaksimering.

Lad mig sige det som kommunikationsmand – det er alt sammen korrekt. Den amerikanske psykolog Susan Linn/Harvard skrevet bogen ’Saving Play in a Commercialized World’, som jeg kun kan opfordre til at man læser.

  • Medialisering

Også om medialiseringen af børns og unges liv er meget sagt – så lad mig gøre det kort her: Børn og unges sociale liv leves i høj grad i cyberspace, enten på mobilen eller på internettet. Børn og unge kommunikerer med deres venner uden at være fysisk tilstede. Både i de sociale netværk, men også med sms og mms. Her skaber de venskaber og holder sig opdateret i kammeratflokken, og derfor er de reelt også socialt afhængige af deres devices.

3 DOGMER

  • Vær ligeværdig

Børn og unge er netop unge, ikke dumme. Man taler ikke ned til børn og man taler ikke om børn, mens de er til stede. Børn behandles i stigende grad som ligeværdige partnere - derfor fortæller man heller ikke usandheder til børn. Men bilder dem ikke noget ind. Man siger sandheden til dem, så langt de er parate til at høre den og på den måde klar til at blive inddraget i et kommunikativt fællesskab.

At kommunikere om børn i den medialiserede verden er også præget af børns krav på at blive beskyttet – og i hvert fald ikke udsat for grove mediebasere forulempelser. Voksne har et ansvar – uden at skulle overbeskytte, derfor er sigtet at tale med børn om det, de ser, mere end at lukke det provokerende ude. Alt dog afhængig af alder og sårbarhed.

  • Vær ærlig

Ærligheden er givet – kan man sige – eller burde være det. Her er den også nyttig. Ærligheden omfatter:

At man er konkret: Børn tænker konkret. Sagt enkelt: Jo mindre, de er, jo mindre er deres verden. Det vigtigste i deres verden er deres navn, deres værelse, deres familie, deres legetøj. Det værste er, sagde min 5-årige søn, når en voksen i børnehaven ikke kan huske mit navn.

At man behandler dem som mennesker, der er ens (fordi de er børn), men også er forskellige som fx drenge og piger, som forskellige i alder etc. Det er afgørende, at vi er opmærksomme på deres sociale grupper og kategorier, der tager udgangspunkt i barnet som et kulturelt, demografisk menneske (som også markedsføringen i orhold til voksne vil sige det) snarere end gamle vaneforestillinger om ’børn’.

At man adresserer realtid. Hvad er pointen – lige nu? Der tales om børn med klar henvisning til en realitetsbaseret viden om børn i forskellige aldre og livssammenhænge – befriet for fordomme om ”børn” med rod i egen opvækst og gamle dages forestillinger.

  • Vær ansvarlig

Kommunikation om børn skal være ansvarlig – der er for meget på spil til at lade som det modsatte; ansvarligheden forudsætter en voksen, der kan formidle med indlevelse og empati, basere sin budskaber på opdateret viden – og markere en holdning til at ville noget med børn, der støtter deres perspektiv og håb for et godt liv.

Det kræver også en ansvarlighed i omgangen med de sociale medier. Det er fx ikke ansvarligt bare at omfavne dem. Medierne er en del af børn og unges liv i dag, så derfor kan man som forældre lige så godt tage børnene i hånden og følges med dem ud i den digitale verden. Orienter jer, vis interesse, vær nysgerrige, lyt, lad jer inddrage, tag initiativ og lær sammen med jeres børn.

Der er et principielt valg her: At begræde tingenes tilstand eller omfavne Facebook kritikløst. Sandheden er en tredje model. At gå ansvarligt til sagerne sammen med børnene. En god bog om det er  Søren Schultz Hansens bog ‘Digitale indfødte på job.

Bogen behandler de problemer man kan stå med, når man enten leder eller samarbejder med unge. Unge mennesker, der er vokset op med internet, teknologi og sociale medier er digitale indfødte, som man kan lære at tage godt i mod

Så for at konkludere: Tre uomgængelige præmisser – kulturrevolutionen, kommercialiseringen, medialiseringen. Tre dogmer – ligeværdighed, ærlighed, ansvarlighed. Det er ikke mindst op til os, der er samlet i dag. Nogle gør det allerede. De fleste af os kan blive bedre – hvis børnene for alvor skal på dagsordenen. Og dét skal de!

Reader Comments

There are no comments for this journal entry. To create a new comment, use the form below.

PostPost a New Comment

Enter your information below to add a new comment.

My response is on my own website »
Author Email (optional):
Author URL (optional):
Post:
 
Some HTML allowed: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <code> <em> <i> <strike> <strong>