« Kapitalfondene deler vandene | Main | SAS’ omdømme står stærkt - trods strejken »
Wednesday
Apr012015

EU-Kommissionen Strammer Kommunikationen

Jean-Claude Juncker har ret entydigt strammet kommunikationskontrollen med EU-Kommissionen siden sin tiltræden som kommissionsformand i efteråret 2014. Det skriver Politiken i morgen Skærtorsdag. Topstyring, politisk spin og forbud mod at udtale sig har skabt et mere lukket system, der gør det sværere for medierne at informere de europæiske borgere ordentligt om unionens arbejde. Blandt de nye tiltag er, at almindelige embedsmænd i kabinetter og generaldirektorater ikke længere må tale med journalister uden særlig tilladelse. Connie Hedegaard er blandt kritikerne af, at Juncker i sin iver efter at styre al information har ændret på EU’s talsmandstjeneste, så hver af de 28 kommissærer ikke længere har sin egen talsperson. I stedet skal de deles om 13 talspersoner i den nye kommission.

På overfladen kan forandringerne sagtens ses som et clash mellem de politiske kulturer og dermed kommunikationskulturer, der præger EU-arbejdet og altid har gjort det: På den ene side en vis no nonsense-stil med stor respekt for også transparens og den direkte kommunikation med medier og borgere – der bedst kan beskrives som nordeuropæisk, og måske endda skandinavisk. På den anden side en formalistisk, topstyret og ret elitær tilgang, der er typiske for de latinske lande og jo i særdeleshed måske Frankrig, der har sat deres store præg på EU´s forvaltningskultur.

Men stramningerne er jo også en falliterklæring i forhold til de helt moderne krav, vi i dag stiller til politiske kommunikation – herunder om at være på fx digitale medier, at både politikere og embedsmænd er i direkte kontakt med de mange grupper, virksomheder og ikke mindst borgere, der jo er meningen med det hele. Her bevæger ikke mindst den danske politiske kommunikation i kommuner og folketinget meget i disse år – men sociale medier og nye former for borgerinvolvering. Men ikke i EU – selv om det jo burde være sådan. EU-systemet burde kommunikere til de 500 mio. borgere i EU om alt fra miljø-direktiver til unionens samlede finanspolitik. Kommunikationsopgaven er her at ’oversætte’ EU's naturgivne kompleksitet til noget, der giver mening for den enkelte borger, danskeren, franskmanden eller tyskeren: Hvad det betyder for folks job, for deres dagligdag, som forbrugere, studerende, virksomhedsledere etc. Det er en stor udfordring, men det er også en fantastisk spændende opgave at nytænke den politiske offentlighed i en europæisk kontekst. Her svigter EU i disse år – hvad fx Morten Løkkegaard gjorde meget for at forandre i sin periode i EU-parlamentet i forrige omgang, og hvad fx Morten Messerschmidt og Morten Helveg gør i dag.

Men forandringerne handler i realiteten om meget andet end kommunikation. Kommissionen er de seneste år blevet mere og mere topstyret – og Juncker har yderligere strammet grebet ved at gennemføre forandringerne helt ind i Kommissionens organisatoriske dna ved at  styrke viceformændene og fokusere Kommissionens arbejde. De enkelte kommissærer kan ikke længere stille forslag direkte til kommissionsformanden – det skal ske gennem næstformændene.

Årsagerne til forandringerne gennem de seneste år (også under Barroso) er ikke bare Junckers egen kontroliver; de hænger sammen med EU’s udvidelser både i dybden (mere magt) og i bredden (flere medlemme). Den er også direkte besluttet, kan man sige, med Amsterdamtraktaten, der i 1999 gav formanden indflydelse på medlemmernes valg af kommissærer og deres sagsområde. En anden forklaring er, at formanden fra 1999 faktisk skal præsentere sit politiske program – sin strategi – for parlamentet. Det har endegyldigt gjort ham til en politisk figur – og det har konkret betydet to ting: At flere sager skal ’klappes af’ unde kabinetchefernes ugentlige møder og derfor ikke er til egentlig diskussion i åbenhed. Og at formanden mere og mere bliver en slags ’præsident,’ der har flere ressourcer, hvilket ses i antallet af medarbejdere i generalsekretariatet og i hans muligheder for at bestemme dagsordenen helt ned til, hvad der foregår i de enkelte kabinetter. Tidligere var generalsekretariatet ’a service at the service of other services’ – i dag er det mere politisk, som et egentlig præsidentielt eller statsministerorienteret kontor.

Reader Comments

There are no comments for this journal entry. To create a new comment, use the form below.

PostPost a New Comment

Enter your information below to add a new comment.

My response is on my own website »
Author Email (optional):
Author URL (optional):
Post:
 
Some HTML allowed: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <code> <em> <i> <strike> <strong>