« På kanten af en shitstorm - øgede krav til etiske investeringer | Main | Velkommen til VUCA-verdenen »
Sunday
Dec042016

Den Politiske Hjerne - Nu Med Følelser

Den politiske kommunikation har altid været langt mindre professionel end den kommunikation, vi kender fra virksomhederne og de store brands.

Politiske diskussioner føres som hovedregel altid i en byge af tal med håndfaste argumenter for, hvad der er objektivt, sandt og tilsyneladende helt nødvendigt. Sådan er det jo, som Margrethe Vestager sagde i 2012 i forbindelse med dagpengereformen.

Tal og teknik er der intet galt med. Men der er tale om en skæv kommunikation, hvis man i den politiske debat fuldstændigt ignorerer, at menneskelige grundinstinkter som sympati og tillid nu engang trækker på helt andre følelsesmæssige registre end dem, der forholder sig til tekniske data.

Følelserne har kort sagt deres plads, også i den politiske kommunikation, hvad man kan forvisse sig om ved at betragte de protestpartier, der i disse år pibler frem overalt. Trumps vælgere og de tyske højrepopulister er i familie med Marine Le Pens Nationale Front i Frankrig, med nationalistiske briters reaktion mod EU – og med De Sande Finner i Finland, Sverigedemokraterna, Dansk Folkeparti og for den sags skyld Alternativet og Nye Borgerlige herhjemme.

Naturligvis er der forskelle på de mange protestbevægelser og mange forklaringer på deres vækst. Men én er, at de traditionelle politikere i alt for ringe grad har forstået, at vælgerne er mennesker med følelser og hjerte, ikke blot kølig fornuft.

Populisme? Ja, det er der tale om nogle steder. Andre steder er der snarere tale om politik med følelser på en facon, der er helt normal inden for fx branding og god ledelse, hvor værdier og fortællinger jo er lige så anerkendte kommunikationsværktøjer som tallene og det tekniske.

 Men måske er man trods alt ved at vågne op i de gamle partier? I så fald er her to bøger, der med fordel kan læses som inspiration. De har begge en håndfuld år på bagen, men bør ligge under juletræet hos enhver politiker.

For det første The Political Brain skrevet af den amerikanske psykologiprofessor Drew Westen. Westen gør op med billedet af det menneskelige sind som en cool regnemaskine, der træffer beslutninger ved at veje data mod hinanden.  

Når fornuft og følelse kolliderer, vinder følelser - altid. Også politiske valg træffes derfor på en markedsplads af følelser, hvor værdier, billeder, analogier og moralske forestillinger dominerer arenaen, og hvor logik kun spiller en støttende rolle.

Westen viser, gennem en analyse af 50 års amerikanske præsidentvalg, hvorfor kampagner lykkes og mislykkes. Der er tre faktorer – i denne rækkefølge: Deres følelser over for partierne. Deres følelser over for kandidaterne. Deres følelser overfor kandidaternes holdninger.

For det andet Simon Sineks Start With Why fra 2011. Sinek beskriver, hvorfor succesfulde virksomheder står og falder med, at de vil noget mere end blot det taktiske. Det taktiske handler om produkter, priser og særlige markeringer i forhold til konkurrenterne. Sinek introducerer en kommunikationsmodel med tre niveauer:

  • The Why – der er den grundlæggende eksistensberettigelse, der definerer både et parti og en virksomhed. Formålet handler aldrig om hverken produkter eller prioriteringer. Det handler om et højre formål, der transcenderer brancher og sektorer.
  • The How – der handler om prioriteringer og principielle valg.
  • The What – der handler om konkrete produkter og holdninger.

Modellens pointe er formål over taktik. Taktik kan være nødvendigt som en reklamekampagne eller en PR- og spin-øvelse. Men taktik fører aldrig til hverken respekt eller tillid. Som Sinek skriver med en enkel og i princippet helt grundlæggende sætning: Det handler ikke om hvad du gør, men hvorfor du gør det.

Vinderne af det seneste folketingsvalg var Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og ikke mindst Alternativet er partier, der alle har klare og enkle formål. Populisme? Måske, men også mere end det: Et formål, der transcenderer politik og lige så godt kan handle om fundatsen for en højskole eller et bogforlag: Det nationale fællesskab, den individuelle frihed og skabelsen af en ny politisk kultur.

Sinek bygger på klassisk brandingteori – og hjerneforskning, som den politiske kommunikation kunne lære en del af. Den nyeste kommunikationsforskning tager udgangspunkt i, at hjernen nu engang er delt i tre niveauer, og at de alle har forskellig tidsmæssig udvikling, placering og funktion. Reptilhjernen har vi fælles med krybdyrene. 
Den næste del af hjernen kaldes det limbiske system og er den følelsesmæssige hjerne. Det er den, der afgør, om vi har tillid til andre mennesker, og om vi stoler på dem. Den yderste del, neocortex, har at gøre med fornuft og analyse – og dén er det særlige for menneskeracen.

Og så pointen: Den limbiske hjerne tager beslutninger hurtigt og ud fra princippet om, at vi mennesker er sociale dyr. Hvem truer os? Og hvem inviterer os ind i et fællesskab, hvor vi sammen med andre definerer retningen, spillereglerne og måske endda venskaber og kærlighed. I det moderne samfund er den limbiske hjerne vigtigere end nogensinde – hvad der kan virke overraskende for dem, der tror, at data og rationelle informationer er det, der overbeviser medarbejdere, kunder og vælgere. Men den limbiske hjerne vinder, fordi også den moderne verdens individualister har behov for identitet, mening og fællesskaber.

Reader Comments

There are no comments for this journal entry. To create a new comment, use the form below.

PostPost a New Comment

Enter your information below to add a new comment.

My response is on my own website »
Author Email (optional):
Author URL (optional):
Post:
 
Some HTML allowed: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <code> <em> <i> <strike> <strong>