Sunday
Sep252011

Betalingsring, Partikelbælte, Sundhedspassage

Se, det er da en interessant vinkel i dagens Politiken: Hvis S og SF virkelig ønsker at kombinere en regulering af biltrafikken i København med en udbygning af den kollektive trafik, ja så skulle man da nok have kaldt barnet noget andet end "betalingsring." Med dét ord midt i valgkampen, fik V jo nemt spil. Hvad med Partikelbæltet? Klimaringen? Solidaritetsbæltet? :-)

Pointen er jo - som vi ved fra diskursteorien: Navne og ord betyder noget; de giver mening, "ordner" verden, skaber alliancer og magtforhold. 

Rent diskursivt er "betalingsring" en tabersag. Den er et negativt tiltag, der betoner omkostningerne og begrænsningerne. Det er ikke en forbedring, der skal motivere - men en forringelse, der skal demotivere. 
Bagvendt tankegang og ærgerligt for de af os, der faktisk synes, at København fortjener en trafikpolitik. Jeg er ikke sikker på, at bilerne for enhver pris skal holdes væk (Nørrebrogade er et trist eksempel på, hvad dét kan føre til), men noget skal der vel ske.  Ind og ud ad kommunen er biltrafikken massivt stigende og er steget med 28 pct. siden 1990. Kun hvor metro, stærkt forhøjede parkeringsafgifter og cykelstier har været dagens orden, er trafikken faldet.

 

Saturday
Sep242011

Touchpoints

Klokken nærmer sig 15.30. Man er fanget på kontoret, hvor en kollega eller medarbejder banker på døren for at spørge en til råds om et vanskeligt problem. Hvordan reagerer man? Giver man efter for den gnist af irritation, man føler over at blive afbrudt? Eller lægger man det til side, man er i gang med, og hjælper med det samme?

Godt spørgsmål. I det moderne arbejdsliv bliver der ”banket på” igen og igen i form af telefonopkald, sms’er, emails. Spørgsmål, der skal besvares, betænkeligheder, der skal tages hånd om, problemer, der skal løses, og ildebrande, der skal slukkes. Men hvad nu hvis man kunne træde et skridt tilbage og betragte alle disse touchpoints fra et helt nyt perspektiv og for det, de i virkeligheden er: Muligheder? Dét er der lige kommet en bog om. En koncis og gennemhæderlig lille sag på 195 sider, der uden tvivl har taget år at skrive. Så skarp er den i sin grundtone; man skærer sig på den.

Lidt om forfatterne. Mette Nørgaard er en hemmelig dansk stjerne. Douglas Conant har været administrerende direktør for Campbell Soup Company siden 2001 og har leveret reaktortunge businessresultater og et helt bemærkelsesværdigt medarbejerengagement målt på den såkaldte Gallup-ratio på 17:1, hvilket vil sige sytten begejstrede medarbejdere for hver utilfreds. Så holder man op med at fnise af suppe. Tjek denne video med Conant, der er amerikansk, men cool.

Mette Nørgård er lige så spektakulær, men nærmest ukendt. Ph.d., MBA og gennem årtier bosat i New York. En dansk hemmelighed, tør man sige, der som selvstændig konsulent har rådgivet Microsoft, GE Capital, Harley-Davidson og Canadian Mounted Police. Altså en dansk ledelsesrådgiver med stjerner på skuldrene

Og hvordan udnytter man så touchpoints? Ved hjælp af tre toner, som man skulle kunne ramme i selv det korteste øjeblik for at være til nogen som helst hjælp. Den første tone er det magiske spørgsmål: Hvordan kan jeg hjælpe? Den anden tone ”rammesætter” sagen, dvs. sætter situationen ind i en meningsfuld sammenhæng. Den tredje tone bringer sagen videre: Hvilke skridt skal tages og af hvem?

Tre toner, der ifølge forfatterne kræver logik, hjerne og hjerte. Og fremfor alt vilje til at perfektionere det touch, der skaber god kontakt. Tænk over det, siger forfatterne. Hvor mange kontaktsituationer har vi egentlig? De fleste ledere har flere end halvfjerds om dagen, kantinen og emails indbefattet. Det giver femogtyvetusinde muligheder i løbet af et år.

Inden for ledelseslitteraturen tales der en hel del om de grandiose beslutninger, der udvikler store virksomheder. Bogen her siger noget andet: At det er de mange tusinde øjeblikke, der i sidste ende former både ledere og organisationer. At mestre de tusinde øjeblikke begynder med et simpelt spørgsmål: Hvordan kan jeg hjælpe?

Friday
Sep162011

Politisk markedsføring

Tankevækkende som den gammeldags reklame, outdoor og annoncer pludselig dominerer den politiske kommunikation. Tal fra Gallup Adfacts viser, at de politiske partier i valgkampen øgede deres reklameforbrug til op imod det tredobelte

Jeg skrev forleden en analyse i Politiken om, at der med reklamerne og målgruppefokuseringen reelt er tale om klassisk markedsføring, men jo nye toner i det politiske liv. Det moderne parti ligner i langt højere grad en klassisk marketingvirksomhed, hvor kernen – med forskeren Sigge Winther Nielsens ord – er den permanente opmærksomhed på kundernes, dvs. vælgernes, tilfredshed. Kunden har altid ret, og derfor må den politiske købmand tilpasse sit varesortiment efter kundens ønsker og behov.

Problematisk, hvis vi betragter det politiske liv ud fra klassiske, samtaledemokratiske idealer. Men måske ikke kun, eftersom partierne alt andet lige også rykker tættere på vælgerne; partierne er kort sagt nødt til at lytte. Politikkens fremtid ligner dermed til forveksling den situation, vi også kender fra moderne brandingteori. Nike, Starbucks og Apple er symboler på moderne, kommercielle fællesskaber. Det samme kan den moderne partiorganisation blive. Et socialt samlingssted, der tilbyder stærke fællesskaber gennem strategiske – eller kyniske – forretningsaktiviteter som kundedata, reklamekampagner og interaktive platforme.

Thursday
Sep152011

Første blog

Her er en ny blog - om kommunikation og alle grænseområderne. Jeg skriver allerede i mange forskellige sammenhænge (synspunkter i Berlingske, boganmeldelser i Politiken, klummer i Markedsføring), men tænker, at det er godt at samle skrivningen lidt, lige her. Som nogen sagde engang: Man skal ikke starte forfra så sent, at det er for sent at starte forfra.

Løfterne er at skrive nogenlunde kort og at fokusere på de gode ideer og (andres) lyse indfald. Bilder mig ind, at gode blogs skrives af travle mennesker, der er mere optaget af at sende gode ideer videre end af at snakke om sig selv og bagtale resten af MedieDanmark. Uha, dét er der en del af rundt omkring. Fortæl mig, hvis jeg selv taber sutten.

Mit firma hedder forresten LEAD Agency. Nogen har spurgt til navnet. Billedet forklarer lidt af historien. En Lead Agent er i amerikansk terminologi en ekstra soldat, der uden for rang smides ned i fx junglen, når alt er gået galt. Her er lidt vand, si´r han. Følg mig :-)

Page 1 ... 22 23 24 25 26