Saturday
Nov082014

Efter Lenes farvel: De Konservatives Brand

Godt set af Danske Arkitektvirksomheder at hyre Lene Espersen som administrerende direktør; hun kan erhvervsområdet, og hun er tilstrækkeligt tough til at styre en nogle gange selvtilstrækkelig branche. Men man kan ikke fornægte, at hendes exit fra dansk politik er et stort tab for partiet - og har en trist signalværdi for de konservative. Lene Espersen er en stemmesluger i Nordjylland, hun har altid fået tårnhøje personlige stemmetal – og så er hun ganske enkelt en af de dygtigste politikere ikke blot i den konservative folketingsgruppe, men også i folketinget.

Om Lene Espersens valg er et fravalg af dansk politik – efter i årevis at skulle lægge øre til en personlig kritik også på et niveau, man sjældent byder mandlige politikere – eller om der snarere er tale om tilvalg af en spændende stilling, skal jeg ikke gisne om. Begge dele, sikkert.

Men hvor stiller det De konservative? Fra en brand-betragtning styrker det ret klart indtrykket af, at de erfarne konservative vælgere er mætte – og at det konservative derfor nærmer sig en situation, hvor der reelt er tale om noget så grundlæggende som at definere brandet forfra – fra en bundposition i vælgertilslutning og med nye og unge kræfter som det bærende. Det kan sagtens tolkes som krise og et nulpunkt, men er jo faktisk det modsatte. Clean slate – og conservatism redefined. Om de konservative har ramt bunden – eller er ved starten – kan man diskutere efter temperament; men opgaven er under alle omstændigheder positiv og kan roligt gribes med begejstring.

Når opgaven er så fundamental, skyldes det to konkrete ting – og én helt grundlæggende:

  • Personsagerne og de seneste års mange kriser omkring partiet – fra Lene Espersens (ret urimelige) afgang som Udenrigsminister til bedragerisagerne omkring Henriette Kjærs samlever etc. 
  • Liberal Alliance, der som nyt, borgerligt parti med rod i den veluddannede, urbane del af befolkningen har kapret mange stemmer fra De konservative:

Den grundlæggende har at gøre med fraværet af ’konservativt projekt.’ De konservative er et borgerligt parti – men hvori består det særligt konservative i et moderne samfund? De Konservative kan ikke – uanset hvor meget man prøver på det – vinde på en dagsorden, der er synonym med Venstre og Liberal Alliance, det vil sige er grundlagt alene på mere frihed og mindre skat/stat.

For at forstå omfanget af den konservative identitetskrise, må vi forstå de samfundsforandringer, der giver navnlig et konservativt parti problemer: Det grænseløse samfund – dvs. det postmoderne samfund, der har gjort ekstreme og konstante forandringer til selve samfundets logik: De finansielle kredsløb, som med de nye teknologiske værktøjer på få sekunder kan flytte gigantiske værdier kloden rundt, og for hvem de nationale økonomier ikke længere er hindringer, men snarere spekulationsobjekter. Den teknologiske udvikling, verdensmarkedsintegration, internet. De omfattende migrationsstrømme fra syd til nord, øst til vest, som også antager sin egen nye logik, efterhånden som stadigt flere etniske grupper udvikler sociale og kulturelle netværk på tværs af hidtil kendte grænser. Den mediemæssige globalisering af musik, mode og livsstil.

Hvordan er man konservativ dér – og giver det mening overhovedet at bruge ordet?

Jeg synes det – og håber, at partiet finder sin nye platform, fordi vi ellers vil mangle det i den balance, begavede samfund formes af. Konservatisme i sin oprindelige, politiske betydning rummer tre elementer, der skal have en moderne betydning:

  • Et borgerligt og liberalt syn på samfundsøkonomi, det vil sige på den private ejendomsret. Her matcher man Venstre og fx Liberal Alliance.
  • Trygheden og sikkerheden: Konservative skynder sig langsomt. Man gambler ikke med reformer af hverken statens institutioner eller samfundsøkonomien. Man tænker sig om. Konservative er historisk også af den grund kendetegnet ved faktisk at være bedre uddannede, mere dannede, mere grundige mennesker, end folk er flest. Det kan lyde provokerende, men er et simpelt faktum: Konservative mennesker er ikke først og fremmest ideologer; de er grundige og ansvarlige mennesker.
  • Fællesskabet: Konservative er netop ikke individualister, der for enhver pris vil give det enkelte menneske maksimale muligheder og rettigheder, som fx liberalisterne. Med udgangspunkt i ikke mindst Edmund Burkes filosofi er målet i stedet sammenhæng, ansvar og fællesskab. Samfundet er kort sagt et fællesskab, ikke en markedsplads.

I element nr. 2 og 3 ligger De konservative brand-mæssige fremtid. Sagt igen: Man kan ikke vinde tilslutningen alene på pkt. 1., dvs. ved at betone den generelle og borgerlige opbakning til markedsøkonomien. I stedet skal og kan partiet betone de elementer, som vi faktisk behøver mere end nogensinde i det danske samfund:

  • En begavet forvaltning af samfundsudviklingen. Konservative bør være brobyggerne, der holder sig ude af hundeslagsmålene og de vilde, nogle gange desperate ’reformer’ af samfundets bærende institutioner. K for klog – ikke for kedelig.
  • En betoning af fællesskabet – ikke som ’enshed,’ det kan partiet lade venstrefløjen om, men som en betoning af, at begreber som hjem, region, sprog og land betyder noget. Det handler i så henseende ikke Gud, Konge og Fædreland, men om noget langt mere grundlæggende: At vi i forhold til det moderne samfunds brutale forandringshastighed og kompleksitet faktisk også bygger fællesskaber mellem mennesker. Igen: Sprog, børn og skole, job og arbejdsmarked, uddannelse og forskning bliver her kerneområder for de moderne konservative. Det er nu engang her, vi er sammen som folk.

Jeg stemmer ikke selv konservativt, men håber, at partiet bliver stort og stærkt igen. Jeg tror endda på det, som Rasmus Jarlov skriver her, har De konservative en ret stor talentmasse. Det er ikke kun noget, de selv siger. Det er også blevet bemærket af andre, at Konservativ Ungdom er en af landets bedst kørende politiske ungdomsorganisationer, og der er unge konservative overalt i kommunernes byråd.

 

 

Thursday
Nov062014

PR og journalistikken: Den svære relation

Når man hører PR-folk og journalister omtale hinanden, får man ofte det indtryk, at relationen udelukkende er præget af konflikt og mistillid.

Journalisterne føler sig belejret af PR-bureauer, der som uetiske reklamefolk lader som om, at deres produkt har offentlighedens interesse.

Jeg kan stadig huske Kim Bove, der som souschef her i sektionen for et par år siden skrev en harmdirrende klumme med overskriften ’Fyr PR-bureauet’: ”De uvidende PR-konsulenter er ikke bare tidsspilde for redaktionen,” skrev Bove, ”de er også gift for virksomhedernes muligheder for at komme til orde med gode historier.”

Omvendt kan PR-folket så mene, at virksomhedernes omdømme helt urimeligt er lagt i hænderne på journalister, der i princippet ikke er særligt godt uddannet, og som grundlæggende hellere vil finde en fejl og udstille virksomheden end skrive en sandfærdig, dækkende historie.

Et aktuelt eksempel på dét, er måske Berlingskes kritiske dækning af modebranchen, hvor særligt Danish Fashion Instititute og direktør Eva Kruse anklages for at have ’pumpet’ modeugens besøgstal og søgt økonomisk støtte til modeugen på baggrund af ukorrekte tal. Det er en kritik, som DAFI på ingen måde kan genkende, hvorfor man angiveligt har indgivet en omfattende klage til Berlingskes ledelse.
Ingen af de to positioner er særtilfælde, desværre. Relationen mellem PR og journalistik kan sagtens beskrives som en konfliktzone.

Samarbejdet er imidlertid også både positivt og nyttigt. Et faktum er således, at en lang række aviser, tv- og radiostationer i dag slet ikke kunne dække deres stofområder tilfredsstillende, hvis det ikke var for de ideer og det stof, PR-folket deler med journalisterne. De grundlæggende forandringer i medieverdenen har de seneste år betydet så store reduktioner i medarbejderstaben, at både den journalistiske research, produktionen af stof samt redigeringen på forskellige platforme nødvendigvis i højere grad må bygge på bidrag udefra.

Relationen mellem medie- og PR-folk er således nødvendig. Hvis den også skal være nyttig, er én ting afgørende: Den gensidige anerkendelse af de to fags respektive, faglige og etiske roller.

Journalistikken i nyheds- og fagmedier bygger på en række klassiske, faglige dyder som uafhængighed og kritisk sans over for det, man får fortalt. Etikken i public relations er ikke på samme måde nedfældet. Men der er en række grundlæggende principper, der er lige så afgørende som journalistikkens – herunder at PR i forhold til medierne handler om at være virksomhedens ’informationspartner’ omtrent på samme måde, som advokaten repræsenterer sin klient.

Og ligesom advokatens rolle står og falder med retssystemets uangribelighed, ja der er PR-faget afhængig af journalistikkens ubestikkelighed. PR er ikke markedsføring, nærmest tværtimod. Den dygtige PR-rådgiver kan ofte kendes på, at hun har mange og gode relationer til medieverdenen. Men PR-rådgiverens indflydelse er alene at formidle informationen – ikke at manipulere selve redigeringen. Sagt enkelt: Hvis vandene flyder sammen, ja så taber begge parter, både PR og journalistik.

 

Så hvordan udfører PR-specialisten sit arbejde - godt?

Ja, man skal i hvert fald undgå de klassiske bommerter, der med garanti ødelægger relationen til enhver journalist: At true med at tilbageholde virksomhedens annoncekøb, hvis ikke dækningen bliver ’bedre.’ At kontakte chefredaktøren for at bede vedkommende ’kontrollere’ sin journalist. Den slags er desværre mere almindeligt, end man forestiller sig. Forståeligt, at Kim Bove blev frustreret fra sin plads i Pilestræde.

Mere produktivt er det naturligvis at respektere journalistens faglighed: Sæt fx en ære i ikke at skulle ’godkende’ citater mv. Giv journalisten relevant stof ’til baggrund.’ Fortæl sandheden.

Sværere er det egentlig ikke at skabe fornuftige relationer mellem to fag, der elsker at hade hinanden – men som i praksis er afhængige af hinandens professionalisme.

Og Kim Bove? Han er i dag en dygtig pressechef for landbrug & Fødevarer.

Thursday
Oct092014

Her er en god, ny bog om organisationskommunikation

Strategisk kommunikation er som bekendt ingenting og alting – fra medieteori over demokratifilosofi til marketing og PR. Velgørende, at Helle Petersens gode antologi vælger et snævert fokus på det sprog- og konsulentteoretiske felt: Hvordan rådgiver man som konsulent organisationer og virksomheder om lige præcis deres sproglige udtryk?

Det er en skarp afgrænsning og et nyttigt input til alt det kommunikationsarbejde, der i dag foregår i organisationer og virksomheder. Redaktøren har haft et skarpt blik på sproget som omdrejningspunkt for den vellykkede kommunikation – og et lige så skarpt blik på, hvordan man som intern og ekstern konsulent rådgiver om historiefortælling, gennemslagskraft, argumentationsteknik og konversation.

Nogle kan formentlig savne overvejelser om, hvad organisationens struktur og kultur egentlig betyder for dens kommunikation – for slet ikke at tale om de eksterne kanaler og medier, teknologi og de digitale muligheder. Men det er unfair: Antologiens ærinde er at stille skarpt på sproget som kommunikationens kerne og på, hvordan vi rådgiver hinanden om organisationens mere præcise og legitime kommunikationsmuligheder.

Bogen er i det lys banebrydende. Den forbinder mange forskningsfelter – fra diskursteorien til retorikken – og endnu flere praktiske, konkrete arbejdsfelter: Nyhedsbrevet, medarbejdermødet, de sociale medier. Alt sammen bundet sammen af det samme fokus på organisationens sproglige DNA.

Et par eksempler: Ole Togeby giver gode råd om kvalitetssikring af tekster med udgangspunkt i grices maksimer og med fokus på MUS-samtaler og reklamer. Frans Gregersen skriver om reklamer og testimonals på Københavns Universitets hjemmeside. Mie Femø Nielsen om møder og videokonferencer – med udgangspunkt i konversationsanalysens teorier.

Og så fremdeles. Bogens kvalitet er dens spændstige spring mellem teori og praksis, de mange forskningsfelter og det samlede fokus på sprogets DNA. En imponerende jonglering af antologiens redaktør Helle Petersen, der selv har tyve års erfaring som kommunikationsarbejder. Det mærkes. Læseren bukker inspireret.

Monday
Oct062014

Åbningstalen i morgen

En ny politisk sæson begynder i morgen kl. 12.00, når statsministeren holder åbningstale og dermed igangsætter et nyt folketingsår.

Som gammel taleskriver har jeg sammenfattet 6 observationer, der her for en gangs skyld kommer på forkant:

1.   De politiske modstandere vil kritisere talen, og det vil være relativt uklart, hvorvidt de egentlig kritiserer talens kvalitet eller den politik den repræsenterer. Det sidste er forståeligt – men jo lidt uklart, når vinklen ofte er ’god eller dårlig tale.’ Her er en fin analyse af dét hykleri.

2.   Formålet med åbningstalen er at være det idémæssige udgangspunkt for fremtidig lovgivning. Grundlovens formulering lægger lige frem op til at statsministeren knytter vurderingen af nationens tilstand til de forslag regeringen stiller. Tre markante eksempler: (1) Åbningstalen fra 1953 (med høj arbejdsløshed), hvor den socialdemokratiske statsminister Hans Hedtoft leverede en begrundelse for nogle påtænkte reformer. (2) Poul Schlüters åbningstale fra 1983 hvor regeringens økonomiske ”genopretningspolitik” blev funderet i konservative grundideer om individualitet og ansvar. (3) Anders Fogh Rasmussens første åbningstale i 2002 hvor liberalistiske ideer om ”mennesket før systemet, respekten for det enkelte menneske og retten til selv at bestemme over sit eget liv” blev konkretiseret i indførelsen af bl.a. frie valg i sundhedsvæsenet.

3.   Grækernes politiske retorik er naturligvis udgangspunkt for den klassiske politiske tale - Aristoteles udviklede som bekendt retorikken til en mere systematiseret lære om kunsten at overbevise eller overtale et publikum, persuasio.

4.   I Danmark er vi i nogen grad immun over for politisk retorik i den klassiske forstand. Vi er anderledes end de klassiske hovedsprog, der dyrker veltalenhed, retning og passion. I Danmark er den stærke, politiske retorik ofte i øjenhøjde og fremfor alt ofte selvironisk. Anker Jørgensen og Poul Schlüter er klassiske eksempler. Anders Fogh en undtagelse – qua sit udgangspunkt i logos, det vil sige som politisk ’erhvervsleder.’

5.   Talens kvalitet handler om en klar metafor, om enkelhed og begrænsning, om en klar struktur samt om konkret indhold. Her er seks gode råd fra Kennedys berømte speechwriter Ted Sorensen.

6.   Der er i dag for mange kokke involveret i selve skrivningen. Mange embedsmænd og partsinteresser skaber gennemsnit og konsensus – ikke spændende taler.

Page 1 ... 2 3 4 5 6 ... 26 Next 4 Entries »