Homo Zapiens

En fin bog, synes jeg egentlig, fra 2003 - der vist døde lidt i palaveret over Dagbladet Dagens samtidige kurs :-)

Fra bogens forord: Tiden er fuld af bekymring over ungdommen. Over individualismen, zapperiet og troløsheden. Politikerne vrider hænder, fordi tidens unge ikke melder sig ind i politiske partier. Fagforeningsledere, fordi ungdommen ikke kunne drømme at støtte den kollektive arbejdskamp.

I denne bog fra 2002 betragter jeg individualismen fra en anden synsvinkel. Jeg skriver om det moderne Danmarks store kulturrevolution, og min analyse er et forsvar for den unge generation, som i disse år tager magten fra de gamle institutioner, der var vant til at have magten automatisk. Den nye generation, Homo Zapiens - tidens unge midt mellem frihed og kaos, der har hevet tæppet væk under kendte fællesskaber som nationalstaten, de politiske partier og fagbevægelsen. Kulturrevolutionen, der har gjort os friere end nogensinde før - og nogle gange også mere forvirrede. Kulturrevolutionen, der stiller nye krav til både opdragelse og politisk fællesskab. Kulturrevolutionen, der har skabt et mere individualiseret samfund end nogensinde før i den menneskelige historie, og som i forreste række har de unge. Dømt til frihed - og heldigvis.

Homo Zapiens handler om frisættelsens lange og korte historie. Den lange, der trækker tråde tilbage til oplysningstiden, sekulariseringen, naturvidenskaben og formuleringen af de politiske menneskerettigheder. Og den korte, der betyder, at den økonomiske og teknologiske udvikling inden for ganske få årtier har sat frisættelsen op i gear; vi har fået nye redskaber i hænderne. Pointen er enkel. At der ikke eksisterer nogen institution eller nogen organisation, hvis virkemåde pr. definition er hævet over de krav, samfundet og dets borgere netop nu rejser. Institutionerne, som vi i dag kender, er ikke faldet ned fra himlen. De er tværtimod selv resultatet af forhandling og valgmuligheder - og af aktive beslutninger, der blev taget over en relativt kort årrække sidste gang samfundsudviklingen tog et sving, under industrialiseringen og nationalstatens fremvækst.

Det betyder, at demokratiet ikke behøver være i krise, blot fordi dets institutioner er det, og fordi folk ikke længere opfører sig, som det engang blev forudskikket, at de burde. Vi kan forandre tingene. Og vi bør også gøre det under indtryk af de udfordringer, det nye samfund repræsenterer. I dag navigerer vi i et landskab, hvor fællesskaberne tidligere var både indiskutable og givne - og fulde af polariteter og skillelinjer, der gav en vis mening i industrisamfundet. Mellem arbejdsgivere og arbejdere, mellem det indenlandske og det udenlandske, mellem højre og venstre. I dag er grænserne væk. Hvis vi ikke griber dét faktum med glæde, har de seneste to hundrede års udvikling været verdenshistoriens største omvej

This list does not yet contain any items.